Beskrivelse
Morten Leth Jacobsen har en hovedperson, Ish, der er amerikansk sømand. Ish bor alene på sit konkursramte containerskib i havnen i Bayonne, New Jersey. Indtil den dag, hvor en naturkatastrofe vender hans liv og hele resten af verden på hovedet, og han driver ud i Atlanten, uden maskinkraft.
I lang tid ved han ikke, hvad der er sket. Han prøver blot at overleve på skibet, mens hans virkelighedsopfattelse langsomt smuldrer. Men en dag driver han i land i Danmark, hvor han oplever et gådefuldt, lavt land med hvide sandstrande og kirketårne inde bag klitterne. Skibet slæbes om til østkysten og ind i ‘The Port Of Aarhus’. Her går Ish i land og møder et folk, der lever i overbevisningen om, at en ny katastrofe snart kommer. Og det værste er, at de har ret …
I lighed med moderne romanforfattere som Svend Aage Madsen, Haruki Murakami og Kaspar Colling leger Morten Leth Jacobsen i romanen med det fantastiske og det overnaturlige, med spænding, erotik og eksistentielle spørgsmål, alt sammen sat ind i en nutidig og genkendelig ramme.
“Morten Leth Jacobsen vil noget med sit stof og sin læser, og han er i stand til at holde os i ånde med sin moderne variant af robinsonaden.” 4 hjerter, Politiken
“Intens pingpong mellem det poetiske og det ironiske. Han punkterer gang på gang det højstemte for at bygge det op igen og tryllebinder læseren med sit modige plot, der strækker sig lige fra den amerikanske østkyst til Mols Bjerge.” 5 stjerner, Aarhus Stiftstidende
“Magisk realisme på jysk … Beskrivelserne af hovedpersonens reaktioner i en post-apokalyptisk tid virker ganske overbevisende … portrættet af den resignerende by Aarhus er både satirisk og rørende”. Weekendavisen
“Den post-apokalyptiske metafysiske fremtidsroman lander med et effektivt plask lige ned i den frygt mange moderne mennesker mere eller mindre tavst bærer rundt på”. Bibliotekerne
“En absolut anbefalelsesværdig beretning om liv og død, og om det der virkelig giver livet værdi.” Bogrummet
“Finurlig … et eventyr … forfatteren skriver bedre end de fleste.” Go’Morgen Danmark
“Den sidste dag på jorden’ er en fin historie om at være et enkelt menneske under komplicerede forhold. Om at være under påvirkning af både basale og moderne krav, og finde kærligheden derinde et sted … Forfatteren er værd at holde øje med, og man bør kigge lidt i bagkataloget, da han fortjener større publikum, end han hidtil har har kunnet hive hjem”. Sofie Davidsen-Bille, Mandagsvoksen