Beskrivelse
”Jeg betror mine hemmeligheder til en sten, så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for, at den taler over sig.”
En roman om en ung kvinde, hendes barndom og opvækst, et langstrakt sygdomsforløb og det, der følger. Det er en fortællling om en familie, om usagtheder og afmagt og om at være splittet mellem intellekt og følelser i en grad, så begge synes at komme til kort. Fortællingen veksler mellem jeg-fortællerens poetiske indre, barndomserindringer og nøgterne uddrag fra en virkelig psykiatrisk journal.
Louise Juhl Dalsgaard er født i 1973 og er uddannet bibliotekar. Hun underviser i kreativ skrivning og fungerer som redaktør ved forlaget 365TEKSTER. Hun har fire lyrikudgivelser bag sig, og med ”Det dér og dét der”, debuterer hun som romanforfatter.
“Louise Juhl Dalsgaards roman Det dér og dét der har adskillige gange slået benene væk under mig. Første gang jeg læste den, rev den mig i stykker, gjorde mig jublende lykkelig, katapulterede mig gennem sine finurlige, originale elendigheds- og kærlighedstableauer ind i en sjælden tilstand af glæde og taknemmelighed over, at der findes forfatterinder, der skriver så godt, tænker så klogt, skriver så varmt og levende, som det her er tilfældet. Med andre ord: Louise Juhl Dalsgaards roman hensatte mig i den saliggørende kontemplative undtagelsestilstand, som kun det bedste og fineste formår … Tro mig, gode læser: Dette er den ægte litteraturvare, og hvis der fandtes retfærdighed i bogverden…” Søren R. Fauth, Standart
“Forfatteren har et særegent sprog som sætter sig i en, lang tid efter man har lagt bogen fra sig … Hun skriver med en lethed om hjerteknusende følelser og situationer, der får ordene til at ramme en lige i den bløde del af torsoen. Samtidig har hun en skæv tilgang til sprog der gør bogen en fornøjelse at læse, og faktisk også overraskende humoristisk.” En Bibliofils Bekendelser
”Læs den og bliv klogere … læs den fordi den er fantastisk smuk. Så smukt og grusomt beskrevet, at jeg sidder og læser med tilbageholdt åndedræt”. Den smalle bog
“Hun mestrer sprogets gennemslagskraft, så ordene går lige ind hos læseren og skubber til refleksionsevnen. Dette giver en plausibel forklaring på invitationen til forståelse af sygdommens bagvedliggende, forfatterens indre kamp bag symptomer, uden at det på noget tidspunkt bliver patetisk, eller sygdommen glorificeret. Det er ikke en rørstrømsk mimoseagtig fortælling, og alligevel sidder jeg følelsesmæssigt bevæget tilbage. Dette litterære virkemiddel er svært at få til at fungere, men Louise Juhl Dalsgaard overkommer det i allerhøjeste grad.” Rikke Juelsen, Modspor.
“Velskrevet … vekslen mellem barndomserindringer, poetiske tankestrømme og journaler fungerer godt og danner tilsammen et læseværdigt og intenst portræt … sproget er flydende og rummer mange fine betragtninger og beskrivelser til eftertanker.” Bibliotekerne
“Jeg har nu læst hele bogen og siger tillykke! Den er meget vellykket. Jeg har nok på mange måder vidst hvad anoreksi er, men først efter læsningen af din roman er det for alvor gået op for mig hvilket helvede man lever i. Det er lykkes dig at fortælle det hele. Journalen fungerer fint og dit sprog er lige på plads. Du fortæller med stor økonomi og stramt. Det er litteratur. En stor glæde at læse bogen.” Forfatter Louis Jensen
“Et sted skriver lægen i rapporten, at ”du SPILLER dig selv, du ER ikke dig selv…” Han har ret og aldeles ikke ret. Han tror fejlagtigt, at det er en diagnose, han er ved at stille. Og nej, det er ikke sygdom, det er at være menneske. I revnen mellem at spille sig selv og være sig selv bor refleksionen og blikket …” Forfatter, billedkunster og næstformand for bestyrelsen i Hald Hovedgård, Knud Steffen Nielsen
“Hun er et stort talent udi at lege med sproget og ordene. Hun kan skrive så meget mellem linjerne, at jeg bliver rundtosset i mit forsøg på at balancere på linjerne. Nogle gange mister jeg balancen, falder ned mellem linjerne uden helt at forstå, hvad der sker dernede. Og jeg elsker det … “Det dér og det dér” skal læses og mærkes. Og det vil jeg anbefale at du gør.” Volapyk
“På en eller anden forunderlig måde er bogen på én gang usentimental og følelsesladet, morsom og meget alvorlig. Den er svær at sætte ord på, men nem at indtage og mærke. Den er spøjs og usædvanlig, men ikke sær og ubegribelig, tværtimod”. Rikke Mai Pohl
