Beskrivelse
Et ordsprog siger: ”Børn gør ikke, hvad forældrene siger, at de skal gøre. De gør, hvad vi gør”. Den energi, vi som forældre udsender, er den energi, som vores børn spejler sig i. Så et spørgsmål, vi alle kan stille os selv, er: Hvor autentisk lever jeg mit liv? Viser jeg mit barn, at alle livets følelser er ok? Tager jeg ansvar, når mine følelser af frygt overskygger min intuition, og jeg uskyldigt kommer til at sige og gøre dumme ting?
Jo mere vi som forældre tager det ansvar på os, desto mere vil vores børn opsøge os, når livet er svært for dem. Omvendt kan man sige, at i stedet for at blive skuffet, når børn og unge ikke viser os den tillid at dele svære oplevelser i livet med os, mener jeg, at livet her sender en invitation til os forældre om, at vi kigger indad og bliver nysgerrige.
Forståelsen af 3P – ’de tre principper’ – er ikke en vaccine mod livets smerte. Livet gør ondt, når nogen dør fra os, bliver syge eller bliver skilt. Men jeg vil gerne vise med denne bog, hvordan vi mennesker er designet til at komme gennem smerte ved at forstå vores tanker og følelser på en ny måde. Ikke nok med at vi er designet til at tåle smerte, vi bliver også klogere og stærkere af at gennemleve svære ting, hvis vi ved, hvordan vores tanke-følelsessystem reelt fungerer. Det er en stor gave at opdage, at vi ikke behøver at tro på alt, hvad vi tænker.
”Tankevækkende fagbog om hvordan unge i mistrivsel kan slippe fri af tanketyranni … Forfatteren tager læseren med dybt ind i sindets og kroppens mekanismer, for fx at forklare hvorledes tanker skaber følelser, bogstaveligt talt. Sproget er letforståeligt og fortællingerne fra de unge selv tilfører dybde til teorien om ’De tre principper’. En interessant og øjenåbnende læseoplevelse,” Lektør
”Formålet med bogen er at finde tilbage til det stille sind, vores autentiske jeg, uden frygtstyring fra intellektet. Som bogen beskriver, er vi ikke designede til at gå gennem livet uden smerte og lidelse, det er en del af det at være menneske. Vi har dog muligheden for at vælge, hvordan vi håndterer og integrerer de udfordringer, livet byder os. Dette kan vi, ifølge forfatteren, ved hjælp af de tre principper, som kan skabe en højere bevidsthed inde i os selv, fremfor at lade usikkerhed, frygt og kontrol styre os fra en lavere eller mudret bevidsthed.” Tidsskrift for psykoterapi
Jane Ellegaard er psykoterapeut, sygeplejerske og sundhedsplejerske. Hun arbejder med børn og familier i Skanderborg Kommune med specialiserede opgaver i et spiseforstyrrelses- og selvskadeteam og er tidligere daglig leder af og konsulent i den lokale afdeling af Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i Aarhus. Hun har etableret sin egen klinik, hvor hun hjælper klienter med alle former for mistrivselsproblematikker, da hun anser mistrivsel for at have rod i den samme årsag – nemlig troen på forvrængede tanker.