Det koster at bryde den sociale arv
Der findes en pæn fortælling om social mobilitet. Man vokser op ét sted, flytter væk, tager en uddannelse, får et andet arbejde og lærer nye mennesker og omgangsformer at kende. Man er kommet frem i livet. Sådan ser klasserejsen ud udefra.
Indefra er den sjældent så enkel. For kan man forlade sin socialklasse uden at forlade dens blik. Man kan skifte arbejde, adresse og omgangskreds og stadig træde ind i et rum med den samme tavse registrering: Hvem hører naturligt til her? Hvem kender reglerne? Og hvornår opdager de andre, at jeg ikke er en af dem?
Man kan nemt skamme sig over sin baggrund. Men man kan også skamme sig over selve skammen: over at have betragtet mennesker, man holdt af, som repræsentanter for et liv, man måtte væk fra.
Mange forlader ikke deres miljø, fordi de mangler kærlighed til menneskene omkring sig. De rejser, fordi de ikke kan se deres egen fremtid dér. Det er nemmere at rejse, hvis man bilder sig ind, at der ikke er noget at savne. Senere kan man opdage, at det ikke passede.
Social mobilitet beskrives ofte som et spørgsmål om adgang. Til uddannelse, bestemte erhverv og sociale kredse. Men adgang er ikke det samme som tilhørsforhold.
Man kan være blevet lukket ind og stadig befinde sig et sted, hvor de andre synes at kende reglerne uden nogensinde at have lært dem. Måske er kulturel kapital i sin reneste form netop denne sikkerhed: at man ikke er bange for, at ens uvidenhed afslører én.
Den klasserejsende kan derimod blive meget opmærksom på sig selv. Man lytter ikke kun til samtalen, men også til sin egen deltagelse i den.
Nogle mennesker går ind i et lokale og leder efter nogen, de kender. Andre leder først efter en grund til, at de har lov til at være der.
Social følsomhed
Det kan udvikle sig til en særlig social følsomhed. Man bliver god til at aflæse hierarkier, stemninger og uskrevne regler. Man lærer at bevæge sig mellem miljøer, der ikke altid forstår hinanden. Det kan være en styrke. Men evnen har en pris. Når man hele tiden betragter sig selv udefra, kan det være svært at være helt til stede.
Den klasserejsende forventer måske foragt. På en mærkelig måde kan den være lettere at håndtere, når den kommer. Foragten bekræfter, at grænsen findes. Langt mere kompliceret kan det være at blive mødt med venlighed.
I arbejdet med min roman ’Lyset vi kom fra’ har jeg forsøgt at undersøge netop denne situation gennem hovedpersonen Esben. Han begynder sit voksne liv som jord- og betonarbejder og længes efter en anden verden. Ikke bare efter et andet arbejde, men efter at blive et andet menneske. Senere kommer han gennem uddannelse og kærlighed ind i miljøer, der ligger langt fra det, han kommer fra.
Ved et middagsselskab sidder han blandt kunstplakater, fransk mad, slanke vinglas og bøger i stabler. Ingen behandler ham dårligt. Det er netop problemet. De andre kan tale interesseret om arbejderklassen, fordi den for dem også er en idé. For Esben er den ikke en idé. Den har ansigter. Den lugter af betonstøv, vådt arbejdstøj, cigaretter og madpakker.
Den dannede samtale kan være oprigtigt åben over for andre liv og samtidig komme til at gøre dem til materiale. Den, der selv kommer fra det liv, der bliver diskuteret, kan opleve sig som både gæst og genstand.
Udadtil en succes
Som voksen bliver Esben arkitekt. Udefra er hans klasserejse lykkedes. Han har fået en uddannelse, arbejdet i flere europæiske byer og lært et sprog, der engang var fremmed for ham.
Men den unge mands blik forsvinder ikke. Når han træder ind i et rum, registrerer han stadig, om man kan trække vejret der. Om man kan være forkert uden straks at blive afsløret. Hvor udgangen er, hvis han bliver nødt til at gå.
Måske er det sådan, klasse bliver siddende i et menneske. Ikke kun som holdninger og erindringer, men som en slags fysisk beredskab. Et menneske kan have lært et nyt sprog og stadig høre sin egen accent.
Man kan være nået langt og stadig vente på at blive afsløret. Man kan sidde ved bordet og samtidig stå i døren og betragte sig selv sidde der.
Muligheden for at skabe sig et andet liv er en af de store friheder i et samfund. Men vores fortælling om social mobilitet bliver fattig, hvis vi kun måler den i uddannelse, løn og postnummer.
Indre klasserejse
Der findes også en indre klasserejse. Og den følger ikke nødvendigvis den ydre. Måske består en del af modenheden derfor i at holde op med at betragte sit gamle jeg som én, der skal overvindes. At kunne se den, man var, uden foragt. At anerkende, at det sted, man ønskede at forlade, også gav én noget.
Da jeg skrev ’Lyset vi kom fra’, blev det et af de spørgsmål, der optog mig mest: Hvad sker der med et menneske, der længes efter at blive en anden og senere opdager, at den, han var, fulgte med?
Måske er det først dér, klasserejsen kan finde en form for ro. Ikke når vi endelig er blevet accepteret i den nye verden. Men når vi ikke længere behøver at fornægte den gamle.
Vi kommer ikke kun fra et sted. Vi kommer fra et blik på verden. Og selv når vi lærer at se på nye måder, bliver noget af det første lys ved med at falde gennem os.
