Ingen kan skrive om angst og jagten på mening som Kafka

Kafka og hans fortællekunst rummes ikke i klicheen om det formørkede kafkaske, men i den til det yderste sammensatte kafkaske verden.

AF STIG DALAGER

For 100 år siden døde den jødiske forfatter Franz Kafka på en lige så ukonventionel, rørende og oprørsk måde, som han havde levet og skrevet. Det skete ved middagstid på en enestue på det lille sanatorium Kierling i landlige omgivelser ikke langt fra Wien, her var han indlagt for både lunge- og strubekræft i en alder af 40 år og efter 7 år med lungetuberkulose nu opgivet af lægerne. Omkring ham var lige til det sidste hans medicinstuderende unge ven Klopstock og hans 26-årige kæreste Dora, født i en ortodoks jødisk familie i den polske by Bedzin.

Med hende havde han forinden haft sin lykkeligste tid i et femmåneders samliv i små lejede lejligheder i Berliner-forstaden Steglitz, og der endelig – sluppet fri af sit undertiden kvælende kontorarbejde i det store forsikringsselskab, ’Arbejder-Ulykkes-Forsikringsanstalten’ i Prag – realiseret sin drøm om at leve som fritskabende forfatter.

Med en stædig drøm om at emigrere til Palæstina i årene 1923 og 1924 fra det hyperinflatoriske Berlin med dets giftige atmosfære af gadekampe imellem kommunister og nazister og jødeforfølgelse og sammen som kok og tjener enten åbne en lille vegetarisk restaurant i Tel Aviv eller tilslutte sig en af de nyudviklede kibbutzer kæmpede de, indtil tuberkulosen i marts måned ikke lod sig afvende, for at bevare deres lille paradisiske øtilværelse.

Selv i månederne derefter, hvor Kafka følte sig tvunget til sygdomsplaget igen at opholde sig i det familiehjem i Prag med faderens skygge hvilende på sig, som det efter 39 år endelig var lykkedes for ham at frigøre sig fra, fortsatte han med at skrive.

Det blev til hans sidste fortælling, ’Sangerinden Josefine eller Musefolket’, som på sin egen elegante, humoristiske måde indirekte sidestiller hans egen kunst med den syngende kvindelige mus’ sang, som ovenikøbet ligesom hans egen stemme på grund af hans sygdom er pibende ligesom det musefolk, hun tilhører og optræder for.

Musefolket, der i fortællingen får en slags kollektiv stemme og i hende beundrer, hvad de overhovedet ikke beundrer hos sig selv, spørger sig selv, om det ikke mere er den højtidelige stilhed, der omgiver hendes spæde lille stemme, end det er hendes sang, de er forført af.

Da Josefine ønsker sig særlige privilegier, bliver hun afvist af musefolket og forsvinder, men hendes kunst lever videre som erindring og opløftelse hos det musefolk, der ligesom det jødiske udstødte folk altid er i bevægelse, farende frem og tilbage, af grunde, der ikke altid er klare for dem selv, og ’som altid frelser sig selv, dog ikke uden ofre, som fylder historiske forskere med gru’.

I denne sidste fortælling synes Kafka at overgive sig til en gæld til den folkelige solidaritet, inspireret af de gamle hassidiske legender, hvor en rabbi eller fortæller ikke formår at drive ondskaben bort, men nok at give andre styrke til at bære den. I fortællingen ’I vores synagoge’ fra nogle år tidligere (1922) har et mårlignende dyr, der lever halvt skjult i en gammel synagoge på trods af modstand fra en del af menigheden og de lærde, ligefrem en seers evner til at forudskikke de ulykker, der vil ramme synagogen som et symbol på det jødiske folk.

Selv på den sidste dag før sin død er Kafka, smertemedicineret og ude af stand til at tale, spise og drikke, optaget af det, han svinger imellem at opfatte som sine ’skriverier’ og at se i det jordiske lys af en nødvendig større (metafysisk) opgave. Det sker, da han stadig mere kraftløs kæmper sig igennem korrekturlæsningen på fortællingen ’En sultekunstner’, der sammen med flere andre nye fortællinger står til en kommende udgivelse.

Sultekunstneren i fortællingen har først vakt sensation ved at kunne sulte sig igennem længere perioder. Hans kunst er blevet udnyttet kommercielt af en impresario, der også internationalt har sat hans optræden i system, men sidenhen er interessen for hans kunst faldet betydeligt til fordel for mere spektakulære kunster, og han er blevet placeret i et afsides bur i et stort cirkus på publikums vej til rovdyrburene for til sidst at blive fundet mere død end levende som en slags affald i en halmbunke af en cirkusansat.

Da sultekunstneren endelig selv får mulighed for at formulere sig om sin kunst, overrasker han både oppasseren og læserne ved at tilkendegive, at det hverken er indtjeningen eller den fysiske, men derimod en åndelig sult, der har motiveret ham i et forsøg på at nå frem til en særlig indsigt.

Herfra er der ikke langt til Kafkas ofte gentagne formulering om, at det er de ’indre sandheder’ (ikke mindst om eksistensen og det menneskelige), han ligesom sin ’broder’, Søren Kierkegaard, og sine ’kødelige slægtninge’, Flaubert, Grillparzer, Goethe og von Kleist, i de utallige aftener og halve nætter ved skrivebordet i sit spartanske skriveværelse i det Kafkaske familiehjem i Prag forsøger at udkrystallisere.

Det sker i hans stadig mere forenklede og på overfladen ’realistiske’ prosasprog, der trækker vod på hele den fantastiske verden af drømme, mareridt, associationer, tilbøjeligheder, sjælelige udskridninger, sindsspaltninger og glædesstemninger, der på grænsen til det ubevidste er i det menneskelige.

Når ’det Kafkaske’ er gået ind i sproget som noget særligt, er det oftest med en henvisning til det mareridtsagtigt uoverskuelige, også bureaukratisk labyrintiske, især med en indirekte henvisning til hovedværket, romanen ’Processen’ om en bankansat, Josef K., der en morgen bliver vækket af to fremmedartede mænd, der er trængt ind på hans værelse for at arrestere ham for noget, han ikke kan få at vide, hvad er (selve opskriften på et mareridt), og ’Processen’ bliver set (af blandt andre den tysk-jødiske kritiker Walter Benjamin) som et udtryk for en afsløring af magthavernes verden.

Dog ikke alene ’Processen’, men også den Kafkaske fortælleverden er med sit drejende dobbeltblik, sin galgenhumor og undertiden dæmpede ironi, der fik ham selv til at le højt, da han for første gang læste op af en passage af ’Processen’ for Prager-kredsen af forfattervennerne Max Brod, Weltsch, Werfel og Baum, så meget mere end det. Lad fortællingen ’Børnene ved landevejen’ med dens euforiske skildring af en gruppe børns leg og fantasiverden her være en lille reminder om det, Kafkas ’Breve til Milena’, hans egentlig første store kærlighed, en anden.

Allerede som 18-årig, fire år efter at han over for vennen Hugo Bergmann har røbet sit ’digterkald’, og mens han er hårdt betrængt af den kadaverprægede gymnasieskoles undervisning og sin fars autoritære fremfærd og i en kontrast til faderens vaneprægede assimilerede by-jødedom har sværmet for både Spinoza, socialisme og darwinisme, går han i skumringen en tur gennem Prag og har en afgørende vision. I min roman om ham, ’Kærlighedens spøgelser’ (første bind) skildrer jeg det sådan:

»Han er i et underligt dobbeltbundet humør, mens han finder vejen over Karlsbroen og den glimtende Moldauflod i lyscirklerne fra laternelamperne i lygtepæle , der i det samme bliver tændt. På Kleinsiden, der fører op mod slottet, vælger han de mørke, svagt belyste gyder op imod Laurenzibjerget med Petrintårnet forude, men uden mål, som han er, sætter han sig i græsset på en hældning med en udsigt til den spøgelsesagtigt belyste Karlsbro, floden og konturerne langtude af både Teynkirkens og Nikolajkirkens tårne, spir, kupler og de labyrintiske gader med deres lys, huse, palæer og torve. (…) Hvad er det egentlig for drømme, han længes efter at realisere i sit liv? Mens han kigger ud over byen, går det op for ham, at det vigtigste og mest lystfulde ønske, han har, er at opnå et syn på tilværelsen, hvori livet bevarer sin naturlige fyldige kurve af stigning og nedgang og samtidig bliver anerkendt lige så klart som et ingenting, en drøm, en utydelig svæven. Denne vision af tilværelsen vil han, hvis han når frem til den, overbevise andre om som skrivende«.

Visionen med dens dobbeltblik på den menneskelige eksistens som noget på én gang fastlagt og svævende – en (samfunds-)eksistens, der på én gang repræsenterer en orden og som hos Kierkegård en mulighed for at bryde den gennem individuelle valg – gennemtrænger alle hans fortællinger og romaner.

Mennesker er ikke, som i den klichéfyldte udlægning af Kafka, bundet til at blive et offer for overmægtige, knusende magtinstanser, hvor indgribende de end kan være, men er både via en indbygget samhørighedsfølelse og en indre gnist, som Kafka med årene på sin inspiration fra den jiddische fabelverden og i sin fordybelse i den hasidiske jødedom kan være tilbøjelig til at se i et guddommeligt lys, henvist til at handle henimod og i et fællesskab, der går på tværs af ideologier.

En glimrende dansk udlægning af den inspirerende stereoskopiske dobbelthed i Kafkas verden foreligger allerede i Isak Winkel Holms bog, ’Stormløb mod grænsen’.

Få kan som Kafka i sine dagbøger, fortællinger og romaner pinsomt og detaljeret skildre både sin egen og fiktive personers tvivl, angst, smerte og undertiden følelse af en eksistentiel udvejsløshed, allerede her spejler hans univers det moderne konkurrencedrevne livs skyggesider helt frem til de nulevende unges omfattende deprime, stressede og isolationsfølsomme tilstande.

Men i hans fortællingers humor, underliggende ironi og pludselige vendinger med undertiden Chaplinagtige indslag (han var en ivrig biografgænger) og i personernes stædige søgen efter udveje (undertiden spejlet i dyrs verden i en slags moderne eventyr) er der sjælelig manna at hente for de bedrøvede. Det gælder også for hans eget liv, som i forhold til både hans omfattende konflikter i forhold til kærligheden, familien og det at etablere sig i et skabende liv er en form for per aspera ad astra (gennem det snævre mod stjernerne)-historie, selv om tuberkulosen tragisk indhenter ham.

Hans tre (uafsluttede) romaner, ’Amerika’, ’Processen’ og ’Slottet’, der i dag er læst over hele kloden, er alle fabler om det moderne menneskes søgen efter udveje eller eksistentiel mening. Det er en slags ’ensomhedens trilogi’, som hans ven og posthume udgiver Max Brod under ét kaldte dem i den forstand, at de tre hovedpersoner – den unge, tænksomme, men naive Karl Rossmann, den etablerede bankfunktionær Josef K., der på sæt og vis er en del af magtapparatet, og familiefaderen og landmåleren K. – rækker ud med arme og ben efter allierede i de indtil det groteske og absurde forvrængede magt-konkurrence- og bureaukratverdener, hvor intet er, hvad det ser ud til at være – heller ikke den lovbundne retfærdighed, som ’systemerne’ skilter med. Undervejs er der dog åndehuller og sprækker ind til noget meningsfyldt repræsenteret af kærlighed eller en særlig indsigt, som hovedpersonerne har mulighed for at reflektere eller handle på.

I ’Amerika’ slutter den unge Karl Rossmans rejse gennem et konkurrencebetændt og undertrykkende storby-Amerika med en slags utopi om et alternativt fællesskab, hvor alle bliver anerkendt efter deres talenter og er ligestillede. ’Processen’ ender tragisk med en hovedperson, der fører kniven imod sig selv. Det sker, efter at han i et glimt har erkendt sine svigt i forhold til kærligheden udtrykt i en kvindeskikkelse.

Som en efterstræber på direktørposten i sin bank har han desuden så meget herrementalitet, at den groteske og dobbeltbundede magtverden, der har besluttet sig for at fælde en dom over ham, bor så meget i ham selv, at han er blind for de erkendelsens døre, der åbnes for ham undervejs. Her kommer hans ’europæiske dannelse’ ham heller ikke til hjælp. Nøglen ligger derimod i en særlig jødisk-religiøs indsigt.

Det er den, der er imellem linjerne er på spil i den legendeprægede fortælling ’Foran loven’ om en mand fra landet, der søger ind til byen for at finde porten til Loven, og her i betydningen den religiøse indsigt og lov og et religiøst fællesskab.

Manden finder døren, der gennem en sprække giver indtryk af en vidunderlig verden, men lader sig standse af en pelsbeklædt dørvogter, der rækker ham en skammel. Her lader han sig passivere med uendelige overvejelser over den magt, dørvogteren må have, og selv om dørvogteren antyder, at han blot kan skubbe ham til side, og det i overført forstand, så savner han i det jødiske Tikkun Olam (at reparere på verden) den handlingsorienterede erkendelse, der skal til for at åbne døren.

Romanen ’Slottet’ er den af Kafkas romaner, der mest tydeligt igennem sin hovedperson K, der synes at være blevet ansat ved det slot, der fra toppen af en bakke med en nådesløs bureaukratisk administration våger over en landsby, sætter en søgen efter en religiøs og digterisk indsigt i spil. K’s heftigste bestræbelse er ikke alene at skaffe sig adgang til slottet, men til det, der gemmer sig bag ryggen på den kyniske administrationsdirektør Klamm og i slottets tårn.

Magien i Kafkas kunst ligger i dens mange fortolkningslag. Som Camus har sagt, så er fortolkningsmulighederne så mange, at det driver en læser til en genlæsning for blot at optage endnu en ny dimension af Kafkas fortælleunivers.

Selv i de sidste ord, der udgik fra ham, udtalt på dødslejet i en stærk appel til hans lægeven Klopstock om mere smertelindrende morfin, skinner paradokset: ’Dræb mig, ellers er De morder’.

For den, der lader sig udsætte for magien i Kafkas fortællekunst, er verden ikke længere helt den samme.