Musikeren debuterer som romanforfatter med To ord for ødelæggelse
Romanen handler om Frida og Nina. Kort tid efter at de mødes og forelsker sig, er de på vej mod Syden for at starte et liv sammen. Bilen, der ruller gennem det nattemørke Europa, har Nina bag rattet. Det er altid Nina, der sidder ved rattet – i en sådan grad, at Frida ikke helt kan skelne mellem, hvad der er hendes egen vilje, og hvad der er Ninas.
– Jeg har haft forhold til kvinder og ville udforske et narrativ og en dynamik uden at skrive mig ind i de klichéer, som ofte præger skildringen af forelskelse, fortæller Kolstad.
Når Nina og Frida bliver kærester, træder flere lag frem, ikke mindst knyttet til Fridas forhold til sin lettere alkoholiserede mor. Deres uafklarede relation kaster lange skygger.
– Det er et nødvendigt brud mellem mor og barn, som ikke helt er sket her, siger Kolstad.
To ord for ødelæggelse handler om forelskelse og længslen efter et liv, hvor Frida ikke behøver at være alene om at være og bære sig selv. Et af hendes stærkeste barndomsminder er af havet – ikke som hun selv oplevede det, men sådan som hendes mor pegede det ud for hende. Siden længes Frida altid væk fra den uklare randzone, som stranden danner mellem land og hav, men uden at turde tage havet i besiddelse.
Nina er derimod ikke bange for at erobre – eller for at forlade. I hendes kølvand driver en hel række kvinder, som tror, de er den eneste for hende.
– Nina er en slags vampyrtype, siger Kolstad.
Nina er teaterinstruktør, Frida er freelancejournalist. Deres samtaler handler ofte om sproget – om sprogets evne til at gribe og udtrykke noget sandt, og om hvorvidt sproget skaber en virkelighed eller beskriver virkeligheden.
– Sproget er for dem bogstaveligt talt livgivende, fastslår forfatteren.
Så hvorfor holder Frida op med at skrive, da Nina rejser for at opsætte et teaterstykke i Malmø? Sprogets grundpille er forskel: én ting er noget, fordi den ikke er noget andet. Hvad så med mellemrum? Nuancerne og gråzonerne? Det er dér, vi for det meste lever vores liv, men det er ofte svært at sige noget om de kræfter, der styrer os, fordi vi mangler ord for vores inderste bevæggrunde – måske har vi ikke engang kendskab til dem. Sådanne spørgsmål optager Kolstad.
– Jeg har reflekteret meget over individet som størrelse – hvor det begynder, og hvor det slutter. I vores tid tror alle, at vi er – eller i det mindste burde være – så unikke. Men vi er langt mere ens, end vi tror. Vi bærer alle rundt på billeder, minder om noget andet, en uro, en erfaring af kærlighed. Det grænseoverskridende i rus og forelskelse interesserer mig – dette, at vi ønsker at være én, men også en del af noget større.
En tråd, der går igen i romanen, er forhandlingen om, hvordan man kan være autentisk, når man ikke ser verden eller sig selv med egne øjne, men gennem en andens blik. Både Frida og Nina har usunde forbindelser til deres mødre, som igen spiller ind på deres forhold. Mødrene er på deres side urolige for døtrene – den ene for den skade, hendes barn kan forvolde, den anden for at hendes barn skal blive skadet, som hun selv blev.
– Hvad ligger der i titlen To ord for ødelæggelse? I teksten finder jeg kun to ord, der gentages på samme måde: tak og undskyld?
– Jeg tror, de to ord er så ødelæggende, hvis man bruger dem hele tiden. Og det gør Frida. De fylder meget i hendes liv. Og jeg synes, det er en forfærdelig ting, siger Kolstad, som ikke holder sig tilbage fra at kritisere selvhjælpsbøger, der beder dig finde tre ting at være taknemmelig for hver dag.
– Du kan have et frygteligt job eller et forfærdeligt forhold, og så beder de dig om at være taknemmelig! Det er at bede dig om at rette vreden indad – en usynlig magtstruktur beder dig bruge dine kræfter det forkerte sted. Ret vreden udad! Mod de kræfter, der gør, at du har det sådan!
Fra Magasinet Blikk
EC Edition har udgiv et romanen To ord for ødelæggelse
